Første gang jeg blev opmærksom på maleren Mogens Gissels rolige, dæmpede, harmoniske, sitrende og lyriske arbejde var i begyndelsen af 1990erne, da han modtog Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat. Det var tydeligt, at han var en overset kunstner af høj kaliber. Han havde befundet sig i periferien af dansk kunstliv, han var gået under radaren, og i det hele taget ukendt for et større publikum. Med anerkendelsen fulgte opmærksomhed, men ikke mere end at kunstneren, der dengang var fyldt 50 år, stadig og stædigt fortsatte sit arbejde, hvor det udsprang i byen Odder i det Østjyske, hvor stationsforstanderbygningen dannede rammen om livet i ubemærkethed. Talentet havde været der hele tiden, og det var åbenlyst.

Mogens Gissel er født i 1941og debuterede som kunstner i 1964. Inden da var han uddannet reklametegner og tog afsted på sin Velo Solex-knallert, kørte gennem Europa for blandt andet at besøge Prado-museet i Madrid og slå en sløjfe forbi forbilledet Paul Cézannes berømte bjergmotiv Montagne Sainte-Victoire i Provence. Har man været på egnen ved mesterens atelier forstår man, at det er lidt af en præstation at blive ved det samme motiv i årevis. Paul Cézannes arbejde med gentagelsen kom til at betyde et nybrud i kunsten, der kunne arbejdes serielt og lys og maleteknik forandredes selvom motivet ikke rokkede sig en tøddel. Den erfaring lå siden latent hos Mogens Gissel. Han havde indoptaget landskaber og motiver i sig og kunne male abstrakt ud af fantasien fordi lærredet, malepladen og tubefarven viste ham vejen til nye billeder. Selvom han fulgte med Cirkus Benneweis rundt til byerne i provinsen og malede cirkusmotiver i sine tidlige år, ligesom han malede fra Thylejren og Christiania, var det stadig en slags frie kompositioner omkring et emne. Motivet behøver ikke at være genkendeligt, blot kan det ske at jordfarverne umbra, grønne og brune og beige giver et praj om at vi er i et særligt rum i dette eller hint maleri. Landskab eller interiør. Opstilling eller noget helt fjerde. Okker, sort, grå i mange nuancer danner et lavmælt billedsprog som Mogens Gissel forstår at jonglere på plads på billedfladen. De beskedne jordfarver er en meddelelse i sig selv. Måske om en slags indre landskab hvis ikke et ydre. Måske handler det om en ydmyghed overfor verden.

I dokumentaren ”Mogens Gissel – Forstås med øjnene” fra 2018, som også vises i udstillingen, skildres maleren i sit tilbagetrukne domicil, hvor han arbejdsomt og rutineret forfølger sine ideer om maleriet. Han maler hurtigt, men fattet og først og sidst med en tålmodighed mellem indsatserne. Maleren er omhyggelig, han har sin modus og går langsomt til værks mens han sideordnet fortæller om adskillige hobbies, der tegner et billede af en meget grundig, passioneret og næsten forskningsmæssig tilgang til det stof, der optager ham og har optaget ham gennem tiden. Det være sig skak, særlige hønseracer, plastikfigurer eller frimærker fra 2. verdenskrig. Kunsten er ikke en hobby. Maleriet er Mogens Gissels metier, men der er et værdifuldt afkast fra de ting, der har fascineret og optaget ham. I filmen er der en scene, hvor han fortæller om to små identiske plastikfigurer. En sort og en hvid kontormand der holder en mappe i hånden. Maleren hæfter sig ved, at det nok er figurer fra en modeljernbane. Måske venter de på toget. De ens figurer udmærker sig ved at være gode til at vente! Næsten et selvportræt kunne man mene. Mogens Gissel har dyrket repetitionen, gentagelsen, at gå til og fra arbejdet som en kontormand. Og han har været god til at vente. Opmærksomheden har været rettet mod billederne og ikke omverdenen og dens krav om fornyelse og deadlines. Der er ingen store armbevægelser, men en søgen efter dybder hvor ingen tror at finde dem. Odder er ikke bare en by i Jylland. Udkant eller hjemstavn. Det er et sted, der i dén grad kan være grobund for poesi og kunst.

I 2009 udstillede Mogens Gissel i København. Et af udstillingens billeder blev jeg så betaget, af at jeg købte det og har set på det siden i glæde over dets mærkbare kvalitet. Det forestiller en slags flaskeholder. Malet i de smukkeste brune, sorte og grå nuancer. Maleriet rummer tid og nærvær. Man kan mærke det håndgjorte helt ud i trærammens neutrale matte grå bemaling. Billedet havde ved første øjekast et særligt betydningslag, som det usædvanlige motiv pegede på: Flaskeholderen er et objekt, der ser smukt nærmest surrealistisk, men også dekorativt og strukturelt ud. Et rundt jernstativ med nogle opadvendte stænger i etager. Kunstneren Marcel Duchamp viste en sådan flaskeholder frem i 1914 og kaldte objektet for et kunstværk. Den usædvanlige handling ændrede kunstverdenens opfattelse af, hvad der kunne være kunst. Duchamps flaskeholder var kunsthistoriens første ready-made. Et objekt der bare var sig selv, men nu blev set på med kunstneriske blikke. Mogens Gissel viste med sit maleri, at han var åben over for kunstens egen virkelighed. Dens afstand til samfundet. Dens oprør. Gissel viste at kunst kommer af kunst. Maleriet kunne ses som en hyldest til Marcel Duchamp for flaskeholdere er ikke noget man sådan støder på i dansk sammenhæng end ikke på loppemarkeder. Billedet bar som de øvrige værker i udstillingen en særlig støvet kubisme. Som om billederne var tidløse og afstanden mellem objekt og maleri udvisket. Struktur og form betyder noget i kunstnerens værk, kuber og streger, rum opstår, materialer slår følgeskab med farver og danner en helhed. Mogens Gissel maler stoffets egen sarte poesi frem på billedfladen.

Da kunstneren døde i januar 2022 firs år gammel var maleriet stadig levende. Ofte malede han på ældre værker, ikke for at friske dem op men for at forenkle det billedsprog han var nået frem til. Han satte nye spor, redigerede i gamle former, mærkede materialerne og lod dem bestemme en del af farten og udtrykket. Han kunne bruge kulstykker eller farve, stregtegning eller pensler og spartler. Han håndterede sine værker som ”gale hunde” har han sagt, men det færdige maleri fremstår altid robust og nøgternt. Mogens Gissels maleri er af den gamle skole. Han orienterede sig mod modernismens mestre mere end kunstneriske strømninger i tiden, og alligevel formår billederne at åbne nye rum i samtidens kunst. Måske fordi det håndgjorte, det sansede, omhuen og den stædige forfølgelse af hvad kunsten kan optog ham gennem hele karrieren. Det æstetiske, forfinede, afdæmpede farvesprog Mogens Gissel udtrykker gennem sit værk fortæller om en eksistentiel holdning til at være kunstner. Billederne fungerer som en visuel vejrtrækning med deres vibrerende farvepuls, som en rolig musik med overtoner man kun kan opfatte hvis man tager sig tid til at lytte. Malerierne gør ikke meget væsen af sig, de er ikke højrøstede eller påkalder sig unødig opmærksomhed. Men de er der. Tavse. Uafviselige. Og er det ikke selve meningen med maleriet gennem al tid? At det kalder på tilstedeværelse uden ord og dikkedarer. Mogens Gissels værk er et no bullshit - maleri. Et nødvendigt maleri. Et klassisk maleri.

Erik Steffensen